Harald Meltzer (1814-62) Tekster
For flere Aar tilbage var det ikke nogen Sjelden-
hed at se hele Fantefølger, bestaaende af unge og
gamle Mænd med deres Kvindfolk og Børn, i fuld
Oppakning drage igjennem Christianias Gader. Af
og til hændte det da ogsaa, at der opstod blodige
Slagsmaal, naar to saadanne Følger stødte sammen.
Den sidste Gang, et større blodigt Fanteslag stod
i Christianias Gader, var nok i Sommeren 1846.
Siden den Tid er disse letfodede, stridbare Folk mere
og mere forsvundne fra Byen, og nutildags er det en
Sjeldenhed at træffe nogen af dem der, undtagen i
Markedsugen, og selv da vogte de sig vel for at lade
sig se i Flok og Følge.
Slagsmaalet i 1846 fandt Sted mellem Johanne
Lovise Glad og hendes Følge, et af de mest bereiste
og berygtede i Riget, paa den ene Side og en ung
Blikkenslager og Skebinder, Anders Svendsen, og
hans Følge paa den anden Side.
Med Lovise Glad fulgte hendes saakaldte Mand,
Christian Fredriksen, deres to Børn og tre andre Per-
soner. Lovise, skjønt Kone, førte her Commandoen.
Hun og hendes Familie var Følgets faste Medlemmer.
De øvrige, der sluttede sig til dem, vexlede ideligt, dels
fordi indre Splid og Uenighed skilte dem ad, dels
ogsaa fordi Justitien fik Tag i dem og foranstaltede
dem indsatte i Tugthusene og Slaverierne rundt omi Riget, hvorfra saa Selskabet igjen til Gjengjæld
blev recruteret. Med Anders Svendsen fulgte en
51 Aars gammel Kone og deres Søn. Hvad dette
Selskab manglede i Antal, erstattede det ved sine
Medlemmers Styrke og Voldsomhed. Anders og Chri-
stian begyndte Slagsmaalet, og i dette deltog derpaa
de øvrige Medlemmer paa begge Sider med de Vaa-
ben, de i en Hast kunne opdrive, hvorpaa de alle
midt under Kampen blev anholdte og arresterede.
Under det Forhør, som i den Anledning blev op-
taget, gav Christian Fredriksen følgende for ham og
den hele Art Folk, hvortil han hørte, meget beteg-
nende Forklaring over sit foregaaende Liv og Levnet.
Han var 54 Aar gammel og født i Valders. Hvem
hans Fader var, eller hvad han hedte, vidste han
ikke; men han havde vel hedt Fredrik, mente han,
siden han selv hedte Christian Fredriksen. Moderen
hedte Kari og var fra Dovrefjeld; nærmere kunde
han ikke betegne hendes Fødested. Om Forældrene
havde været gifte, vidste han ikke; han kunde ikke
erindre at have seet sin Fader. Moderen levede endnu,
efter hvad han havde hørt Folk sige, og drog om
med en Mand, hvis Navn han ikke havde hørt, det
han kunde mindes. Selv var han ikke confirmeret,
det var han vis paa; om han var døbt eller ei, kunde
han ikke sige. Han havde, saalænge han kunde er-
indre tilbage, vanket om, i de sidste 15 Aar sammen
med Lovise Glad, og været med hende næsten over-
alt i Norge, i det nordlige Sverige og Rusland. De
havde i den Tid levet sammen som Ægtefolk, uden
at være ægteviede, og havde havt 5 Børn sammen,
hvoraf dog kun to Piger vare ilive og med sine For-
ældre. Han kunde ikke forklare, hvor de fødte vare
døbte, eller de afdøde begravede.
Formodentlig vare de første ikke døbte, og de
sidste begravede i Skov og Mark, eller der hvor
det var faldt Forældrene beleiligst at faa dem put-
tede i Jorden; thi som det lod, havde disse Folk ikkehavt nogensomhelst Forbindelse med Kirken eller
kjendt noget til de kirkelige Ceremonier.
Han og Lovise Glad havde i den Tid, de saaledes
havde vandret sammen, ernæret sig paa lovlig og
ærlig Maade, forsikrede han, idet han var Hestedoc-
tor, og hun paa Finnevis syede Roser og Blomster
af couleurt Uldgarn paa Lommer og Brystduge for
Bønderne og derhos paatog sig at helbrede alle Slags
syge Husdyr.
I Virkeligheden agerede han Dyrlæge, og hun drev
paa Kvaksalveri, Signen, Manen og Spaaen. Hos
hende fandt man ogsaa en Attest for, at hun kunde
dette til Fuldkommenhed, hvilken Attest hun dog
ikke vilde kjendes ved, ligesom der ogsaa blandt hen-
des Sager fandtes Urter, Rødder, Pulvere, smaa Fla-
sker fyldte med ubekjendte Vædsker og nogle for-
underlige, mystiske Gjenstande, hvis Brug hun ikke
vilde opgive. Som Binæring havde de vel, i Forening
med det øvrige Selskab, drevet Betleri, Tyveri og,
naar Leilighed gaves, Røveri.
Denne Gang bleve begge disse Fantefølger aldeles
oprevne. Christian Fredriksen og nogle af de øvrige
af hans Følge bleve nemlig, da de ikke var confir-
merede, indsatte i Tugthuset for at confirmeres. Lovise
Glad blev straffet for Løsgjængeri og Concubinat.
Børnene bleve indsatte i Redningsanstalten, og Anders
Svendsen og hans Ledsagerske bleve straffede for
Concubinat og for at have ført saadant Samliv, uag-
tet Anders tidligere havde havt et Barn med en af
hendes Døtre.
Christian Fredriksen og Lovise Glad lod sig, efterat
de var komne paa fri Fod igjen, ikke se i Christi-
ania paa flere Aar. Først i 1850 viste de sig igjen
der og indfandt sig paa Politikammeret for at faa
deres Pas visiteret. De vare komne til Byen alene for
at besøge deres Børn paa Redningsanstalten, paastode
de, vare nu gifte sammen og stode i Underhandling
med en Mand i Nærheden af Røraas om at kjøbe enPlads, hvor de agtede at bosætte sig og leve rolig
deres øvrige Dage. Forinden de sloge sig til Ro, øn-
skede de imidlertid at foretage endnu kun een Reise,
nemlig til Levanger, hvor Lovise havde nogle Børn
bosatte, som hun ønskede at besøge for sidste Gang.
Christian Fredriksen var en Mand af middels Høide
og af et ganske godt Udseende, der bar bestemt Præg
af, at han fra en af Siderne nedstammede fra nordiske
Forældre. Han talede i en sød, indsmigrende, men
i paafaldende Grad hyklerisk Tone. Lovise Glad var
derimod meget liden og styg, havde stridt, kulsort
Haar, der voxede langt ned i Panden, saa at denne
var overordentlig lav. Øienbrynene, der vare store og
buskede, stode ikke horizontale, men dannede en Vin-
kel, hvis Toppunkt laa ned mod Næsen. Øinene vare
næsten sorte, men matte, og Øienlaagene vare om-
givne af en høirød Rand. Hendes Ansigtsfarve var
gusten gul. Hun var øiensynlig en fuldblods Taterske
eller Zigeunerske og vilde, hvis hun havde været
noget ældre, mindre hurtig i sine Bevægelser og noget
mindre freidig i sin Tale og i sin Fremtræden, have
afgivet den fortrinligste Model til en Hex, som nogen
Maler kunde ønske sig.
Deres Andragende om at maatte faa deres Pas paa-
tegnet til Levanger blev endelig efter flere Betæn-
keligheder og Ventilationer indvilget. Medens Sagen
var under Overveielse, fik de Munden ret paa Gang.
"Aa ja," begyndte Christian med et dybt Suk og
en hyklerisk Mine, "Fuldmægtigen kan tro, det koster
baade paa Klæder og Hilsen at slide Veien langs i
raat og vaadt, som vi gjør; og det er just ikke
for Moro Skyld, saa sker. Men det var nok ikke
sunget for min Vugge, at jeg skulde slide saa mye
Ondt i mine Dage, som der er falden paa min Krop,
for min Far var saa stor og stolt en Mand der nord-
paa, som ingen tror, men Gud forlade dem, som - -"
"Naa! nu skal du have Tak, begynder du nu paa
den Præken igjen," sagde Lovise, idet hun afbrød ham."Ja," vedblev Christian, "jeg siger, Gud forlade
dem, som hengiver deres eget Kjød og Blod til den
veifarende Mand, saa at det blir ligervis som - -"
"Aa, du Narren," sagde Lovise og afbrød ham
atter. "Du præker hverken for Fjeldfolk eller for
Skaufolk nu, men nu staar du paa Christiania Politi-
kammer, tænk paa det, førend du taler," og da han
lod til at blive noget slagen ved denne Bemærkning
og taug lidt flau, fortsatte hun: "Vi have været ude
paa Anstalten og seet til Ungerne vore, og Kors!
hvor de vare rene og glatte at se til, ja, dem vare saa
blanke, som dem vare skrabte og skurte i samme Mi-
nutten, som vi kom. Og slig som dem læste! ja, ikke
tror jeg, hverken Præst eller Skriver gjør det bedre,
for det var ret, som Ordene randt ud af dem. Ja,
Politiet har været god mod mig og mine, det er et
sandt Ord, og jeg har længe studeret paa, hvorledes
jeg skulde kunne gjøre Gjengjæld. Derfor saa kjøbte
jeg af han Jacob Isaksen, som ligger paa Fjeldet
ovenfor Røros med Reinene sine, en Hund til Politiet.
Det er en rigtig grom Hund, og 25 Daler contant
gav jeg for den, og endda var den ikke dyrt betalt.
Den farer slig paa Bjørnen, Fuldmægtig, at det er
reine fæle Ting, og saa at Bjørnen maa sætte sig,
enten han vil eller ei; og naar han saa først er kom-
men ned paa Bagen med Forlabberne i Veiret, saa-
ledes som Dem har seet, ved jeg, Bjørnen pleier
gjøre, naar Hunden gaar paa ham, saa skulde Dem
vel se Spil. Hunden er støt bag paa ham og napper
og napper, snart paa den ene Siden og snart paa
den andre Siden. Bjørnen han slaar og kaver med
Forlabberne alt, han orker, og dreier sig rundt paa
Bagen som en Top; men den vesle Bikja træffer han
ikke; for hun farer unda som en Vind. Det er rig-
tig morsomt Spil at se paa det, og ingen Sag er
det heller at komme Bamsen paa Skud, naar den
Bikja staar for ham. Det er Hund for Politiet, det."
"Ja, det maa være en god Hund," mente den Em-bedsmand, til hvem denne Tale var henvendt, "men
jeg ved dog egentlig ikke, hvad Brug Politiet kunde
have for en Bjørnehund."
"Fuldmægtigen skal tro, det er en grom Hund i
andre Maader ogsaa. Vel er den ragget, graa og
liden og styg at se til, men dens Mage til - -"
Her tog Christian, der imidlertid havde samlet nyt
Mod siden sit sidste Nederlag, tilorde og sagde
med sød Stemme og korslagte Hænder: "Ja, det er
et sandt Ord, at Politiet har været god imod os.
Da jeg kom her til Staden for 4 Aar siden, var jeg
som et forvildet Faar at regne, der farer omkring udi
Synd og Uvidenhedens Mørke, ubekjendt med min
Gud og uvidendes om min Christendom, men ved
Politiets Godhed blev jeg baade døbt og christnet
paa Huset og derved befriet fra Synden, Døden og
Djævelen. Ja, Politiet var for mig en Hyrdesmand,
der førte mig ind i den rette Hjord."
"Saa du synes det, at du kom i den rette Hjord,
da du kom paa Tugthuset?" spurgte Lovise. "Du
prater ogsaa," vedblev hun. "Du siger, du er et
Faar, men jeg siger, du er en Tosk, og jeg ved nok,
hvem af os har Ret. Tænke at narre Politiet med
sligt Præk, hæ! Men det var om Hunden, jeg snakte,
Fuldmægtig. Den er ikke alene haard paa Bjørnen,
men dens Mage til at samle Reinen paa Fjeldet,
naar det bliver begjært af den, findes ikke. Reinen
staar saa tæt som en Makrelstim, naar den Hunden
passer paa. Ikke een tør gaa ud af Flokken, og jeg
vil se paa den fremmede Reinen, som vilde komme
ind i den Flokken, som blir passet af den Hunden.
Det vilde jeg nok. Det er just Hund for Politiet, det."
"Ja, det er vist en meget god Hund, men jeg ser
dog egentlig ikke, hvortil Politiet her i Byen skulde
kunne bruge den," bemærkede Embedsmanden.
"Ja bruge," vedblev Lovise, "ja, der findes vel
ikke brugeligere og nyttigere Hundeslag til end det
Slags Hunde, og den, som ikke kan bruge den Hun-den, har vel ikke Brug for Hund, kan jeg tro. Den
har desuden slig Lugt i Næsen, at det er rart at
se paa."
Her tog Christian atter Ordet. "Før jeg blev kjendt
med Politiet her i Byen, var jeg for en Hedning og
ikke for et Menneske at agte. En grov Synder, som
jeg var, gik jeg udi min Hoffærdighed og gav mig
Satan i Vold med Sjæl og med Krop til Helvedes
Ild og Luer, evige Pine og Fordømmelse, men gjen-
nem Politikammeret gik for mig Veien til - - -"
Lovise, der under hans sidste Tale havde staaet
og hørt og seet paa ham med en høist forundret
Mine, afbrød ham og sagde: "Ei da! hvor du er
bleven rask i Kjæften, siden du kom fra Huset. Du
har lært dig til at præke der, kan jeg mærke, men
se nu til, du kan holde den i Ro en Stund, mens
jeg snakker. Det er fin Tæft, som findes i Næsen
paa det Bikjeslag, Fuldmægtig. Naar det er rigtig
koldt om Vinteren, saa at Fuglen falder ned fra Him-
len, stiv som en Stok, naar det er akkurat paa An-
sigtet, som der for skarpe Naale om i Luften, og
slig at Kviksølvet fryser, saa det kan hamres som
Bly, og saa at ikke Præsten selv ved, hvor svær
Kulde han skal regne, da kryber Nordmanden nede
i Dalen i Ovnskrogen; for sætter han Næsen uden-
for Døren, bums, sætter Frosten Blæmme paa den i
samme Ruffet; men da begynder Finnen oppe paa
Fjeldet at røre paa sig, at se ned imod Dalen og
tænke paa Brændevin, og saa rusler han med Kjær-
ring og Unger ned fra Fjeldet til Bygden med Rein
for Pulkene. Mangen god Dram der blir da drukken hos
Madam Hansen paa Røraas. Naar saa enhver har
faaet nok, og dem skal til at trække hjemover igjen
tilfjelds, kan det vel være, at de, som er ædru i
Følget, ikke er vanskelige at tælle. Det er da vel
heller ikke at undres paa, om det aven und til, naar
Finnen er kommen saa et Par Mil paa Hjemveien
tilfjelds, og Pulken er gaaen rundt saa en ti, tolvGange, kan mangle en eller to af de mindste Ungerne.
At reise tilbars for Folk og søge dem op, vilde
mangens Tid være rent bortkastet Arbeide; for at
finde Spor tilfjelds i Sneen efter Pulken i Storm og
Uveir vilde som oftest være ligesaa ful en Sag, som
at finde Spor paa det vildene Hav efter Skibet i
Vandet. I samme Minutten, som Pulken er faren over,
kan Sporet være føget bort. Da kommer det an paa
Bikjenæsen. Da er han god at tage til; for naar
Finnen har sat den Næsen paa Sporet, gaar Bikja
ende rakt paa Pletten, hvor Ungen ligger, der stikker
han Næsen ned i Sneen og snøfter. Det slaar ikke
feil da, at Ungen er der, skulde jeg tro, om ogsaa
Sneen ligger en Alen og mere over den."
"Saa er vel Barnet dødt, naar det trækkes frem af
Sneen?"
"Dødt! Nei, før hør's det, at Laxen er druknet i
Vandet, og før spør's det, at Morianen er smeltet i
Solen, før det hør's eller spør's, at Finungen er frossen
ihjel over eller under Sneen. Men vel kunde det være,
at Ungen var bleven liggende, til Livet var sluknet,
om ikke Bikjenæsen havde været. Det er rigtignok
Hund for Politiet det."
"Nu det er rigtignok ikke mig, som er Tosken, men
dig," mente Christian, idet han henvendte sig til Lo-
vise. "Kan du tro, at Politiet her i Christiania træn-
ger om at faa Ungerne sine opsnusede paa den
Maaden."
Da Embedsmanden var enig med Christian, men
ytrede Ønske om at se den mærkelige Hund, sagde
Lovise:
"Ja, ja, da; saa Politiet har ikke Brug for slig
Hund heller. Ja saa da, saa var det ikke saa stor
Skade endda paa den Maade, at Hunden løb væk for
os paa Hedemarken, for der blev den rent borte."
Derpaa kastede hun et listigt Blik paa sin Mand.
Han gav sig til at hoste for at skjule et Smil, der
mod hans Villie trak sig over hans Ansigt, men kunde | ikke lade være at besvare hendes Blik med et fuldt
af Beundring og Glæde. Formodentlig vidste han
bedre end nogen, at hans Kone aldrig havde havt
nogen Hund, og havde derfor været ængstelig for,
hvorledes hun skulde rede sig ud af Sagen. Det havde
hun nu gjort paa en Maade, der forekom ham saa
beundringsværdig, at han endog for et Øieblik maatte
slippe sin Hyklermaske.
Efter at have faaet strengt Paalæg om at begive
sig lige til Levanger og underveis at opføre sig vel,
gik de. Christian forsikrede, idet han gik: "Nei, al-
drig skal jeg komme mere i Deres Ruller, dertil har
jeg nu for mye Lærdom." Lovise sagde: "Adjøs med
Dere da, og Tak for denne Gangen. Jeg skal gaa
ende beine Veien frem og ikke saa mye som glane
tilbars engang."
I Trondhjem, paa Turen nordover, blev de imid-
lertid begge anholdte og arresterede med en Del andre
Personer under et blodigt Slagsmaal.
Strax efterat de havde været her i Byen, forsvandt
den ældste af deres Døtre fra Redningsanstalten uden
endnu at være confirmeret og kom ikke senere til-
bage. Et Par Aar efter forsvandt ogsaa den anden
Datter fra Anstalten, men kom tilbage efter nogle
Dages Forløb. Hun havde sammen med en gammel
Fant været oppe i Modum, for at finde sine Forældre,
som da skulde færdes der. Hun fandt dem ikke strax
og gik derfor tilbage igjen.
|
Utdrag fra Harald Meltzer (1814-62) Tekster. Du finner de her: http://www.dokpro.uio.no/litteratur/meltzer/
Copyright © by Samlested for romanifolket All Right Reserved.
