A. Indledning
Sigøjnerne er et folkefærd bosat over det meste af kloden. I dag kender vi dem primært fra Østeuropa, og de findes kun i fåtal i Danmark - måske ikke helt uden grund…? Dette projektforløb er en undersøgelse af den danske sigøjnerhistorie.

Der er ikke skrevet meget om sigøjnere i Danmark gennem tiderne. Man ved at de første kom til Skandinavien i det 16. århundrede, nogle hundrede år efter de udvandrede fra Indien og kom til Europa. Et af de første indgreb fra den danske stat var i 1533, da Christian III befalede, at alle sigøjnere skulle udvises fra riget. Enkelte gange har man beordret direkte dødsstraf for de illegale rejsende. I 1875 fik vi en fremmedlov, hvori et specifikt stykke af loven forbød "tatere" og andre "rejsende" at opholde sig indenfor rigets grænser. Denne lov gjaldt helt frem til 1953, hvilket blandt andet også betød, at politiet kunne udvise sigøjnere ved den dansk-tyske grænse i 1933, der søgte ly for de tyske nazister og ville gennem Danmark for at komme til Norge.

Idag er det svært at sige præcist, hvor mange sigøjnere, der befinder sig i Danmark. De eneste romaer, som er "registrerede" som sådan, er dem, som har søgt asyl for forfølgelse - seneste eksempler er fra efteråret 1999. Nogen kom til landet som gæstearbejdere i 60'erne. Derudover findes der stadig enkelte gamle slægter i Danmark, der kan spores tilbage til sigøjnerne, bl.a Benneweiss-familien. I dag anslås antallet af romaer i Danmark til mellem 2 og 4000. Helsingør er den by med størst koncentration af romaer, her regner man med er bor ca. 500, og der er opstået konflikter med kommunen, skolerne og socialsystemet. Der bor også en del romaer i Skælskør - her er forholdet til det offentlige imidlertid en hel del bedre.

Men hvorfor har sigøjnere altid fået alarmklokkerne til at ringe hos danskerne? Hvad er det ved sigøjnerne, der gør dem så farlige? Kan man sige , at der en rød tråd i Danmarkshistorien, der viser et generelt manglende medansvar hos danskerne over for "de fremmede," der søger til Danmark. "Not in my back yard" - siger vi, og lukker vores øjne for konflikter?

I kan læse mere i følgende artikler, der giver nogle yderligere eksempler.

B. Artikler
1. The Gypsies of Denmark , artikel af Donald Kenrick. Fra The Patrin Web Journal

2. Uddrag af den danske forfatter, Anders Enevigs, bøger "Tatere og Rejsende" fra 1964 og "sigøjnere i Danmark" fra 1968

3. "Sigøjnere strømmer til Danmark" uddrag af artikler fra Politiken 1999-2000 om slovakiske asylansøgere i Danmark.

1. The Gypsies of Denmark
by Donald Kenrick. Fra The Patrin Web Journal

The first recorded Gypsies in Denmark came from Scotland in 1505 and then moved on to Sweden. They had a letter of recommendation from King James IV of Scotland to King Hans of Denmark, his uncle. In 1505 other Gypsies came across the border from Germany. Junker Jørgen of Egypt came to Jutland and got a letter of safe conduct from Duke Frederik. In 1536, however, Gypsies (tatere) were ordered to leave Denmark in three months. This order was not obeyed.

In 1554 King Christian III circulated a letter accusing many noblemen and others of supporting the Gypsies, although they were wandering around and deceiving the people. Anyone who gave them refuge would be punished, anyone who killed a Gypsy could keep his property, any local authority official who did not arrest the Gypsies in his area would have to pay for any damage they did. The main effect of this letter was that the Gypsies started travelling in smaller groups. A further letter was issued in 1561 by Frederick II, in a milder form than Christian's. A certain Peder Oxe was sent to arrest all Gypsies in Jutland and bring them to Copenhagen to work as smiths or in the galleys.

In 1578 the Bishop of Fyn told his priests not to marry Gypsies and to have them buried outside the churchyard as if they were Turks. In 1589 the original edict, ordering Gypsies to leave the realm inside three months, was re-issued with the addition of capital punishment for those who remained. With the end of immigration and strong laws the Gypsies resident in Denmark merged with the indigenous nomadic population forming a group of Travellers, popularly still called tatere. There was a small immigration of Sinti and Jenisch families at the beginning of the nineteenth century. The laws against Gypsies were eased in 1849 and reimposed in 1875 with the threat of a large-scale immigration of Vlah Romanies. From 1911 this law was carried out more effectively with the creation of a national police force. A travelling musical group known as Marietta's gang were probably the last to be expelled, in 1913, and by 1939 there were very few families of Gypsies, if any, in Denmark and the Travellers had all but disappeared.

After 1945 the Government banned anyone who had not been born in a caravan from nomadizing. Around 1970 there was a camping site at Islands Brygge near Copenhagen which was used by Scandinavian Travellers and Gypsies, and from time to time by Dutch Travellers. After the repeal of anti-Gypsy legislation in 1953 small numbers immigrated from eastern and central Europe. They are settled in houses and flats in Copenhagen and Helsingor. The current estimated Gypsy population in Denmark is 1,750.1. Sigøjnere i Danmark 

2. Sigøjnere i Danmark

- Uddrag af Anders Enevigs bøger "Tatere og rejsende" fra 1964 og "Sigøjnere i Danmark" fra 1968. I disse kapitler fortæller han om de illegale sigøjnere i Danmark i årene op til krigen og de danske myndigheders udvisning af sigøjnere ved den dansk-tyske grænse 1934.

Fra sidst I 1920'erne søgte mange af de rejsende ind på private grunde i udkanten af byerne; men her kunne de ikke holde i ubegrænset tid, da byggeriet satte voldsomt ind i årerne derefter. Adskillige rejsende familier opgav derfor kampen for friheden og flyttede i 1930'erne ind i lejligheder.
Men de øvrige rejsende, de mest traditionsbundne, bevægede sig tålmodigt fra plads til plads og fra by til by, skiltes og klumpede sig sammen, alt efter som forholdene artede sig; og som regel altid under pres fra omboende private eller fra kommunale myndigheder, der ankede over de sanitære forhold omkring vognene.
I nogle byer var myndighederne konsekvente: Ingen sigøjnervogne her! Men en sådan indstilling kunne naturligvis ikke gennemtrumfes overalt. De rejsende boede nu engang i vogn, og de var jo da trods alt også en slags mennesker, syntes man. Resultatet blev, at de rejsende søgte til byer, hvor de var tålte, og hvor myndighederne af menneskelige grunde så gennem fingre med elementære sundhedsmæssige og brandpolitimæssige krav.
På den måde opstod fra begyndelsen af 1930'erne de sammenklumpninger af vogne, som den lokale befolkning foragteligt kalder for sigøjnerlejre, men som de rejsende med et pænere ord kalder for vognparker.
København og Århus har inden for de sidste år helt saneret den slags lejre, men endnu findes de i Roskilde, Odense, Esbjerg, Herning, Randers og Ålborg.

Direkte foranlediget af Københavns kommunes socialdirektorat, men også med henblik på at modvirke eventuelle raceforfølgelser af de rejsende fra den tyske besættelsesmagts side, foretog to læger i begyndelsen af 2. Verdenskrig, Erik D. Bartels og Gudrun Brun, en social-biologisk undersøgelse af de rejsende i Danmark. Undersøgelsen blev fremlagt på engelsk i bogen: Gipsies in Denmark (Copenhagen 1943) og konkluderede derhen, at samfundet i 3-4 generationer burde tåle de rejsendes - efter vor bedømmelse - særegne måde at leve på, indtil de på naturlig måde ville blive opsuget i den almindelige befolkning. Det blev fremhævet, at man fra samfundets side ikke burde lægge dem umenneskelige hindringer i vejen for at leve deres egen tilværelse; snarere burde øvrighedens initiativ på visse områder slækkes over for de rejsende, der tjente dagen og vejen som handelsfolk, gårdmusikanter og lignende liberale erhverv.
I undersøgelsen, der bærer præg af dyb menneskelig forståelse for de rejsendes problemer, ønskede forfatteren at sige god for beboelsesvognen som bolig. Når vognen var i god stand og placeret et hensigtsmæssigt sted, hvor de sanitære forhold var i orden, var der ingen tvivl om, at den kunne være en sundere ramme om en rejsende familie end en dårlig lejlighed i saneringskvarterernes baggårde. Bogen slutter således - oversat til dansk: "Hvis sådanne foranstaltninger træffes på en mennskelig måde, vil livet blive lettere at leve for sigøjnerne, og samfundets byrder vil blive forholdsvis små i de 3 til 4 generationer, der vil gå, før den sidste sigøjner, ligesom den sidste "natmand," vil være forsvundet fra Danmarks landeveje".
Fik undersøgelsen praktisk betydning for de rejsende, og gjorde myndighederne brug af dette overordentligt værdifulde materiale? Ja, det kan f.eks. nævnes, at Arvebiologisk Institut i flere tilfælde udstedte "arieattester" til de rejsende under krigen. Medlemmerne af en bestemt familie frygtede, at de stammede fra gamle, jødiske slægter. Arvebiologisk Institut havde naturligvis ingen betænkelighed ved at attestere, at de var arier, og dermed blev nogle beroliget, men enkelte rejsende, der ikke kendte til begrebet arierattester, flygtede til Sverige, hvor de blev indtil kapitulationen.
Der var ikke eksempler på, at den tyske besættelsesmagt har begået overgreb mod de danske rejsende; men ingen kunne dengang vide, om sådant ville ske, da tyskerne i de fleste andre europæiske lande indespærrede alle sigøjnere i koncentrationslejre, hvor de systematisk dræbte tusinder, medens andre tusinder blev kastrerede eller steriliserede. De rædsler slap de danske rejsende heldigvis for.

Sigøjnere udvises ved den dansk-tyske grænse
I begyndelsen af 1930'erne var det allerede begyndt at gære politisk flere steder i Europa. Nogle norske sigøjnere under anførsel af familiefaderen Joseph Czardas, der rejste i det store udland, må ligesom have haft på fornemmelsen, at nu gjaldt det om at komme tilbage til Norge, inden der skete noget alvorligt.
De søgte nordover og nåede til Hamburg, hvor de købte billetter til den videre rejse, som dog endte ret brat, hvad dette avisreferat fra d. 23. januar 1934 fortæller om:
"Med det sidste aftentog fra Tyskland, der ankommer til Padborg kl. 23.55, var en reserveret tysk jernbanevogn, hvori der befandt sig 68 sigøjnere, der - efter hvad de opgav - var kommet gennem Tyskland, Belgien og Frankrig fra Spanien.
De ville til Norge, hvor flere af dem tidligere havde opholdt sig, og deres billetter gjaldt til Göteborg.
Ifølge den danske fremmedlov måtte myndighederne ved grænsen tilbagevise sigøjnerselskabet.
Man havde fra Norge fået en underhåndsmeddelelse om, at man ikke ville have dem ind i landet, og her i Danmark ønskede man ikke at komme til at "hænge" på selskabet, hvorfor det blev stoppet, allerede førend det nåede paskontrollen, således at Tyskland ikke kunne nægte at tage de uvelkomne gæster tilbage.
Blandt sigøjnerne, der medførte en mængde børn i alle aldre, opstod der det frygteligste spektakel, da det blev betydet dem, at de ikke kunne få indrejsetilladelse.
De enkelte, der medbragte pas, henholdt sig til disse, men alle pas, hvoraf nogle var udstedt i Norge, var forældede.
Navnlig sigøjnerkvinderne opførte sig fuldkommen hysterisk overfor overbetjent Christensen og hans to betjente, der efterhånden blev betænkelige ved situationen.
Sigøjnerne var rasende, og især kvinderne var ophidsede. De ville hellere dø end tilbage til Tyskland og gestikulerede så livligt, at overbetjenten fandt det rådeligst at alarmere politimester Bjerre i Gråsten. Overbetjenten meddelte sin politimester, at sigøjnerne var helt vilde.
Kvinderne havde taget deres små børn på armen og truede med at dræbe dem, såfremt de ikke måtte komme ind i det forjættede land.
Politimesteren gav ordre til, at man foreløbigt skulle lade selskabet blive i paskontrollens forhal og dér lade sigøjnerne indrette sig for natten. Selv ville politimesteren indfinde sig søndag morgen ved 5-tiden, førend det første tog gik sydpå, og da ved hjælp af en række betjente søge at få sigøjnerne sendt tilbage.
De tre Padborgbetjente, der havde udstyret sig med tåregasbomber, som de dog af hensyn til de mange børn vægrede sig ved at benytte, fik omsider det vrede selskab til at falde til ro.
Da sigøjnerne fik at vide, at de måtte blive i paskontrollen ved den varme kakkelovn foreløbig, blev de mere medgørlige. Deres jernbanevogn kunne de ikke formås at vende tilbage til. De øjnede nu med tilladelsen til at blive i paskontrollen et nyt håb og gjorde opholdet hyggeligt for natten.
Da politimester Bjerre kl. 5.30 om morgen i spidsen for 20 betjente ankom til paskontrollen, mødte der han et ejendommeligt syn. De 68 sigøjnere havde indrette sig hyggeligt. Mellem sovende mænd, kvinder og børn gik en sigøjnerdreng og spillede violin. Snart strøg han buen med højre hånd, snart med venstre. Andre stillede deres sult ved nydelsen af medbragt mad og drikke.
Politimesteren og hans folk måtte bryde idyllen og vække sigøjnerne, der, stillet overfor det store og respektindgydende politiopbud, fuldstændigt tabte modet.
De værgede sig ganske vist ved at efterkomme politimesterens henstilling om at gå ud til jernbanevognen, men da han havde ladet et par betjente tage sig af de mest hysteriske kvinder, tabte de øvrige modet og lod sig drive ud til vognen.
Med 6-toget forlod sigøjnerne det ugæstfrie Danmark. Foreløbigt er de kun nået til Flensborg, hvor myndighederne ikke véd, hvad de skal gøre ved dem, eller hvor de skal sende dem hen."

Tyskerne var dog ikke rådvilde. De benyttede den aktuelle lejlighed til at holde generalprøve på en ny slags koncentrationslejre, som i de følgende år fik stor betydning for løsningen på jøde- og sigøjnerproblemet i Tyskland.
Senere nød en lang række andre lande, som Tyskland holdt besat i Anden Verdenskrig 1939-45, også godt af nyskabelsen. Men det er en ubehagelig tanke, at Danmark i realiteten, ved sin uforsonlige sigøjnerpolitik, var leverandør af de første sigøjnere, som iflg. dette klip fra d. 4. april 1934 fik lært Adolf Hitlers nye lejre at kende:
"De 68 statsløse sigøjnere, som i sin tid søgte at komme over den danske grænse efter at have været kastebold for en række lande, vil iflg. "Heimdal" nu blive interneret i en særlig lejr udenfor Altona. Intet land har villet give sigøjnerne indrejsetilladelse. I lejren skal sigøjnerne opdrages til anstændige og brugbare mennesker, hedder det. Mændene skal udføre produktivt arbejde, og kvinderne skal oplæres til at koge og gøre rent."

2. Sigøjnere strømmer til Danmark
Denne artikel ligger på Politikens hjemmeside på adressen:
 

C. Opsamling
Efter endt læsning af artiklerne og når I alle i gruppen har læst den generelle introduktion og vejledning til projektforløbene, er det nu tid at starte den fase, hvor I diskuterer og opstiller jeres egne spørgsmål i relation til projektforløbets titel og indhold.
Måske er det en god ide at starte en brainstorm eller mind-mapping over temaet. Alt efter hvor meget tid, I har til rådighed, er det vigtigt, at problemstillingerne åbner op for dels en periode, hvor gruppen fordyber sig i tilgængeligt materiale, dels at gruppen får tid til at diskutere egne og andres holdninger til problemstillingerne. Husk endelig at bruge jeres lærer som rådgiver og vejleder hver gang, I bliver i tvivl eller har problemer i arbejdsprocessen.

D. Yderligere materialer om emnet

På randen af Europa
Operation Dagsværks historie og samfundsfagshæfte indeholder et kapitel om romaerne/sigøjnernes historie.
Hæftet kan bestilles hos Operation Dagsværk.

Uddrag fra bogen "Sigøjneren i os", tilgængelige på www.od.dk:
1. Et historisk rids. Giver en generel introduktion til sigøjnernes historie. Indeholder også et afsnit om sigøjnere i Skandinavien.
2. En øjenvidneberetning, interview med romaen Polika, 75 år, der som en af de få overlevede 4,5 år i KZ-lejren Buchenwald. Han tilhørte en gruppe sigøjnere, som blev afvist ved den danske græsne i 1934.
3. Politirapport fra 1934
Politimester Bjerres rapport, der var med til at besegle Polika og hans families skæbne. Politiet handlede i overensstemmelse med den danske fremmedlov der forbød "zigøjnere" at indrejse i landet.

Copyright © by Samlested for romanifolket All Right Reserved.

Publisert den: 2005-02-26 (1634 lesninger)